22. februar 2010

Ord i vejen anmeldt i Information

Informations kritiker Michael Jeppesen har været på tur i journalist og digter, Frederik Bjerre Andersens hverdags poetik i Jægersborggade:

>>Det er naturligvis ufrivilligt lavet, men det er også en uskik at tro, at kunstnerne ved bedst, de ved ofte værst, de er blot født med en kortslutningssans, der sætter dem i stand til at udpege særligt poetiske paradokser i hverdagen.

Og Ord i vejen kunne ikke være blevet lavet bedre, den naivitet og oprigtige tro på hverdagens helte som værende kilde til noget uvurderligt, projektet er lavet med, kan ikke fakes.<<

Læs hele anmeldelsen på: http://www.information.dk/224945

Du kan også læse om Ord i vejen på: http://bjerreandersen.dk/ordivejen

Ord i vejen / Gaden Finder Vej / 14 butiksskilte i Jægersborggade / udstillingen åbnede d. 4.2.10 / åbent hele døgnet /

29. januar 2010

Fernisering torsdag d. 4. 2. 2010, kl. 17-21

Arkitekterne Gitte Kjær, Emilie Bergrem og Mia Scheel Kristensen udstiller fotoserien City Bondage i gadens tomme vinduer
og digteren Frederik Bjerre Andersen pryder ledige butiksskilte med sit værk Ord i vejen.

City Bondage
- architectural desire
Gitte Kjær, Emilie Bergrem og Mia Scheel Kristensen
>>City Bondage er et fotoprojekt om kroppen og gaden. Billederne er taget på Nørrebro og er tænkt som en poetisk dokumentation af krop og asfalt, der tematisk udmønter sig i en konkret fetich for gaden. Serien leger med gadens karakter, gestus og kroppen i gaden.<<
Fotografierne er blevet udgivet i kunstbladet Stad. Udstillingen er finansieret af Snabslanten.

Ord i vejen

Frederik Bjerre Andersen
>>Ord i vejen forsøger at fastholde sproget i Jægersborggade. Gadens ledige butiksskilte er blevet udstyret med sætninger og ord fra Jægersborggades beboere, handlende og forbipasserende. Ordene blev indfanget, da jeg flere morgener og formiddage i december 2009 og januar 2010 gik gennem gaden, ind og ud af butikker, og holdt ørene åbne. Målet er at bruge sproget til at udstille Jægersborggade: at vise gadens sprog og lade ordet finde vej, ind, ud og videre.<<
Udstillingen er finansieret af Nørrebro Lokaludvalg

Åben: Alle dage, hele døgnet, gratis
Varighed: 4. februar -  4. marts 2010Saskia Peinow & Lise Bjerre Schmidt / Gaden Finder Vej
Koordinering og kuratering


18. januar 2010

Aktuel Udstilling

Frem til d. 4.2.2010 kan du gå ned gennem Jægersborggade og opleve værker af 10 kunstnere og arkitekter. Værkerne udstilles i 7 af gadens ubenyttede butiksvinduer samt på 10 af gadens ellers tomme butiksskilte.

UDSTILLER/ TITEL/ STED:
Ali Arvanaghi/ YOU ARE HERE/ nr.2 (OBS! dette værk vil fortsat kunne opleves efter d. 4.2.1010)

Maja Zander
/ Atlas ARK/ nr.42 tv. + gadens tomme butiksskilte

Ditte Soria/ Det gode initiativ/ Stefansgade nr.43

Steffen Jørgensen/ Lean On Me/ nr.42 tv.

Katrine West-Kristensen, Tenna Beck, Emma Hansson & Sara Wille-Jørgensen/ Solceller/ 42 th.

Byen Sover/ Nervøs Vindue/ Stefansgade 43

8. december 2009

Fotograferne er i gaden

Lørdag d.5.12. gik skuddet. De fem fotografer: Anders Thormann, Jørgen Schytte, Lars Bertelsen, Mikal Schlosser og Sonja Iskov vil frem til d. 14.12. bevæge sig gennem Jægersborggades 330 meter og indfange så mange beboere som overhovedet muligt i deres entrédør.

Det omfangsrige billedmateriale vil blive udstillet i en stor offentlig udstilling i Jægersborggade i foråret 2010.

Dernæst rykker de mange portrætter til Nørrebros Runddel, hvor de bliver en del af Københavns Bymuseums VÆGGEN i juni 2010.

Projektet er udviklet og ledes af Lise Bjerre Schmidt og Saskia Peinow med stor hjælp fra andelsboligforeningen AB Jæger.

Projektet finansieres af Vi KBH’R’ puljen og videreudvikles i et samarbejde med Københavns Bymuseum.


Københavns Bymuseum om VÆGGEN:
”VÆGGEN

Københavns Bymuseum rykker nu ud i byens gader. Fra april 2010 opstiller museet på udvalgte pladser en stor multimedievæg på fx Rådhuspladsen og Nørrebros Runddel. Via den interaktive væg kan københavnerne gå på opdagelse i byens historie, og samtidig være med til at skabe den.

High-tech opslagstavle
VÆGGEN etableres i samspil med de arkæologiske udgravninger, som museet udfører i forbindelse med det ny metrobyggeri. VÆGGEN fungerer i praksis som en højteknologisk opslagstavle, der både formidler arkæologernes fund og københavnernes egne fortællinger om byen – både før, nu og i fremtiden.

Meningsfuld multifunktionel multitouch
VÆGGEN er en 12 meter lang væg af store plasmaskærme med avanceret multi-touchscreen-teknologi. Den giver de forbipasserende adgang til at interagere med Københavns historie og hinanden. På VÆGGEN ses en kunstnerisk bearbejdet 3D udgave af København, skabt af flere tusinde originale fotos fra bydelene. Med enkle håndbevægelser kan brugeren bevæge sig rundt i dette ”cityscape” og for eksempel fremkalde tidligere stadier af byens liv ved at stryge henover en tidslinie.

Kom og tolk din by!
Med ”cityscapet” som legeplads kan brugerne gå på opdagelse i den omfattende viden om byen, der allerede findes i museets samlinger. Brugerne kan også kommentere på det, de finder, og de kan oploade deres egne billeder, film eller andre materialer. På den måde er borgerne med til at definere, hvad der fremover bliver den københavnske kulturarv.

Portrætter på VÆGGEN
De medier, der oploades til VÆGGEN, knyttes til et bestemt sted – fx Nørrebros Runddel – og vil derefter dukke op i ”cityscapet” i dette område. Billederne vil kunne ses på VÆGGEN og dens hjemmeside i de næste fire år. Når man oploader medier til VÆGGEN, frigiver man sit værk under en Creative Commons licens. Det betyder, at man beholder ophavsretten til sit værk, men giver lov til at andre kan genbruge og kopiere værket.”

3. december 2009

Åbning lørdag d. 5. december kl. 13.

Åbning på nye værker i Jægersborggades tomrum. Et nervøst vindue af duoen Byen Sover har fundet vej til en af byens nervøse gade og arkitekterne Emma Hansson, Tenna Beck, Katrine West Kristensen og Sara Wille-Jørgensen har bedrevet solcelle-eksperimenter.
Udstillingssteder: Byen Sover: Hjørnet af Jægersborggade og Stefansgade
Emma Hansson, Tenna Beck, Katrine West Kristensen og Sara Wille: Jægersborggade 42, kld. th.
Tid: Lørdag d. 5. december kl. 13.

3. december 2009

Den tavse kamp om rummet

Den tavse kamp om rummet.

”I Jægersborggade har arkitekter, designere og kunstnere gennem de seneste måneder skabt et projekt af tomme butikslokaler og butiksskilte med påskrift, som skal bringe liv til gaden. Initiativet kalder umiddelbart på associationer til Kødbyen og andre steder, hvor kreative unge virksomheder sætter ind for at bringe nyt liv i byen.

Men i Jægersborggade er det knapt så enkelt at skabe ny livsførelse. Gaden reguleres nemlig af flere grupper med ret forskellige interesser, og her skal man forhandle for at opholde sig. ”

GÅ IND PÅ OVENSTÅENDE LINK FOR AT LÆSE HELE KARINA CONRADSENS ARTIKEL PÅ COPENHAGEN X / WWW.CPHX.DK

9. november 2009

November udstilling

Kunstnerne, Steffen Jørgensen, Ditte Soria og Merete Vyff Slyngborg udstiller lige nu i Jægersborggades tomme viunduer sammen med grafiker, Duncan Paré og arkitekterne, Maja Zander Fisker og Ali Arvanaghi, som har skabt installationen ‘YOU ARE HERE’.

Projektet ‘YOU ARE HERE’ udforsker og diskuterer vinduet som en grænse mellem det at se og det at blive set, mellem det at iscenesætte og det at blive iscenesat, mellem inde og ude.

‘YOU ARE HERE’ har ikke en permanent betydning. Dens betydning opstår i øjeblikket, i bevidstheden om egen tilstedeværelse i rummet, i interaktion mellem individet og installationen.

2. november 2009

Fernisering d. 5.11.09

Vi inviterer til fernisering på torsdag d. 5.11.09, kl. 17-21.

Blandt de udstillende kunstnere og arkitekter er:
Ali Arvanaghi (nr. 2), Merete Vyff Slyngborg (nr. 31), Maja Zander Fisker (nr. 42,tv), Steffen Jørgensen (nr. 42,tv) og Ditte Soria (Stefansgade nr. 43).
Der vil være suppe, vin og videoinstallation af Nana Francisca Schottländer i Stefansgade nr. 41, kld. – hjørnet til Jægersborggade og dj Rosa Lux vender plader i gaden.

Vi glæder os til at se dig!

Postkort2

2. november 2009

Præmiering

Gaden Finder Vej er blevet præmieret af Statens Kunstfond under Open Call.

Formålet med Open Call er at etablere en idébank for samtidskunst i det offentlige rum – en idébank for idéer og visioner, der fornyr diskussionen af kunstneriske strategier, metoder og opgaver. / Statens Kunstfonds hjemmeside

Vi siger tusind tak for præmieringen!


27. oktober 2009

1000 PORTRÆTTER

Gaden Finder Vej har modtaget midler fra VI KBH’R’ puljen til at kunne gennemføre et projekt under titlen 1000 PORTRÆTTER.

Målet med projektet er at fotografere samtlige beboere i Jægersborggade og skabe et nutidigt, dokumentarisk portræt af en bydel på Nørrebro.

En fysisk udstilling vil finde sted  i Jægersborggade. Billedmaterialet gøres herefter til en del af VÆGGEN, som udføres af Københavns Bymuseum i forbindelse med udgravningerne til Metro Cityringen ved Nørrebros Runddel. VÆGGEN forventes at stå klar i juni 2010.

’1000 Portrætter’ har til formål at styrke fællesskabsfølelsen beboerne imellem, gadens forretningsliv og besøgende i øvrigt. Der er et behov for at have en indsigt og et ansigt på sin nabo og dennes nabo. Ambitionen er at nedbryde fordomme og lære hinanden at kende på en legende, positiv og visuel måde.

Udstillingens styrke ligger i at alle beboere er involveret. De kan finde deres eget portræt, de kan læse og lære noget om hinanden og i sidste ende kan de gøre sig erfaringer om andre mennesker der lever og bor på gaden under samme forhold om de selv. Forhåbentlig kan denne tillidserklæring, hvor man lader en fotograf portrættere sig og lader andre se portrættet føre til en større sammenhængskraft i gaden.

Projektet er udviklet og ledes af Lise Bjerre Schmidt og Saskia Peinow.